Mediechef og tidligere chefredaktør for femina, Camilla Kjems, takker af efter 20 år hos Aller Media Denmark.

Efter 20 år hos Aller Media Denmark har Camilla Kjems valgt at takke ja til stillingen som direktør for TV2/Bornholm. Dermed siger hun farvel til Aller Media efter 20 gode år.

Camilla Kjems blev i 2003 ansat i Aller Media, hvor hun fik til opgave at udvikle et nyt og banebrydende produkt. Det blev til Magasinet Q, der så dagens lys i 2004 og hurtigt blev en succes. Kort tid efter blev hun chefredaktør for både Magasinet Q, Bazar og Tidens Kvinder.

I 2008 skiftede hun stilling til redaktør for femina, med det formål at modernisere brandet og udvikle den digitale position, under femina.dk. I 2011 blev Camilla Kjems chefredaktør for femina. Stillingen besad hun indtil 2019, hvor hun blev mediechef for Familie Journal og Ude & Hjemme.

I 2021 fik hun til opgave at udvikle en tv- og podcastdesk, og etablere en redaktion omkring Aller Medias nye platformsapp, der gik i luften i 2021 og fortsat går under navnet Ally.

I januar 2023 blev Camilla Kjems mediechef for Aller Women & Verticals der udover Ally, herunder produktionen af podcasts og video, også rummer femina, SØNDAG, Psykologi, Spis Bedre, Isabellas, Vi Unge og Krydsord.

Efter i alt 20 år hos Aller Media har Camilla Kjems nu valgt at takke af. Den 1. september tiltræder hun stillingen som ny direktør hos TV2/Bornholm.

”Jeg har haft 20 helt igennem fantastiske år hos Aller Media, hvor jeg har haft det privilegie at arbejde sammen med dygtige og farverige mennesker, og udvikle spændende brands og formater. Jeg har elsket hvert sekund, og føler mig tryg ved nu at give stafetten videre til de vanvittigt dygtige medarbejder og ledere i min afdeling. Jeg vil glæde mig til fremover at følge Aller og de mennesker, der i så mange år har været min arbejdsfamilie – nu blot på afstand,” siger Camilla Kjems.

”Jeg vil gerne sige en meget stor tak til Camilla Kjems både på Allers vegne og helt personligt. Camilla har i den grad gjort en stor forskel for Aller Media Denmark og været med til at udvikle vores mediehus til det, som vi er i dag. Både professionelt og personligt har Camilla altid været meget vellidt af både medarbejdere og kollegaer. Vi kommer alle til at savne Camilla som menneske og ikke mindst hendes kreativitet, loyalitet og høje faglighed,” siger administrerende direktør for Aller Media Denmark, Charlotte Riparbelli.