(Foto: TotalEnergies Danmark / PR)

TotalEnergies udvider nu sit engagement i Green Power Denmark. Fra denne måned træder energiselskabets chef for forretningsudvikling af vedvarende energi i Danmark, Betina Jørgensen, ind i brancheorganisationens bestyrelse.

”I TotalEnergies sigter vi mod at være blandt de største udviklere af sol- og vind verden over med et mål om at have 100 gigawatt vedvarende energi kapacitet på plads i 2030. Også i Danmark er vores multienergistrategi begyndt at sætte sit aftryk, og jeg ser frem til at træde ind i bestyrelsen for det stærke branchesamarbejde i Green Power Denmark, hvor vi vil byde ind med vores erfaringer som offshore-ekspert i Danmark såvel som global udvikler af energi i stor skala”, fortæller Betina Jørgensen, Head of Renewable Business Development for TotalEnergies Danmark.

Med en baggrund som maskiningeniør har Betina arbejdet mere end 20 år i energibranchen i forskellige lederpositioner i flere dele af værdikæden, men fokus har altid været på elmarkedet og vedvarende energi.

Tidligere i år annoncerede TotalEnergies sine første havvindsprojekter i Danmark, da de indgik et partnerskab med European Energy om parkerne Lillebælt Syd og Jammerland Bugt. De to energiselskaber vil ligeledes samarbejde om danmarkshistoriens største havvindsudbud, som blev skudt i gang tidligere på året.